Vi gjorde det - 48 hårnålesving til Stilfser Joch
 |
| Nogle af de 48 hårnålesving |
Vi det er Allan på en Honda vfr 750,
Thomas vores guide fra Alpenhotel Oetz på en Pan European ST 1300 og mig på en Suzuki Bandit GSF 650. Vi gjorde det, vi kørt 48 hårnålesving op til toppen af Stilfser Joch/Passo de Stelvio. Vejen er smal, 2 biler kan lige passerer hinanden og hårnåle-svingene er stejle. Allan og Thomas styrer deres mc'er suverænt med mange kilometers kørsel og årelang erfaring gennem svingene. Jeg lægger mig bag en store BMW bil, der rydder vejen. Så kommer det første Tornate 48 står der på skiltet, adrenalinen begynder så småt at virke. Der er en del trafik og BMW'en gør sit arbejde, sådan i spænd skruer vi os op, vi bliver overhalet af flere mc'er, men jeg bliver bagved.
Tornate 30 – 29 – 28 jeg tæller ned, sveden løber, det er varmt.
Banditen trækker pænt i anden gear gennem svingene, det var godt med en mindre tandhjul bag. Tornate 20 – 19 – 18 her er vi nu nået til, ved tilkørsel til nr. 17 ser jeg, oh skræk, at der kommer en bus oppe fra, jeg søger mit held i et stykke plads i svinget, hvor jeg kan stoppe og lade bussen passere.
Min gode ven den store BMW, er væk. Jeg kører videre, vejen er fri foran mig. I et lidt anden hurtigere tempo. Måske for hurtigt, for allerede i det næste sving skal jeg bremse hastigheden langt ned, fik taget svinget kort i et forkert gear, er lige ved at gå i stå – hurtig, gear skift, motoren begynder at hoste, kobling – gas alt går automatisk, bare den ikke går i stå, så vælter jeg. Efter denne lille skræk episode får jeg min rytme igen, nu kommer hårnålesvingene hurtigere, strækningen mellem svingene bliver korte efter hinanden, 10 – 9 – 8, jeg tæller med. Det sidste sving endelig Tornate 1 og jeg ruller det sidste lige stykke vej op til toppen i et langsomt tempo, slapper af. Der er mange andre, som også gjorde det, kørte 48 hårnålesving op til Stilfser Joch. Her oppe på toppen er der lidt for meget tivoli og for fuld af alle slags køretøjer og mennesker fra alle lande. Lad os komme ned igen, men ikke gennem de 48 sving, vi tager den roligere Umbrailpass med sine ca. 5 km sand/grus belagte vejstykke i mellem den ellers asfalte belagte vej. Men inden da vil jeg starte min tour beretningen fra begyndelsen.Jeg havde længe planlagt min ferie i Alperne i år. Gennem MCTouring Nyt fik jeg kontakt til Allan (fra Trolhede) som også ville køre i Alperne. Han bestilte ligesom mig overnatning hos Alpenhotel i Oetz i uge 28.
Efter togturen med mc'en fra Hamborg og en god familieferie uge i Petteneu am Arlberg, mødtes Allan og jeg lørdag den 10.07 ved banegården i St. Anton am Arlberg til vores første tur. Vi kørte over Arlbergpass til Bludenz, hvor vi drejede af mod Silvretta Hochalpenstrasse – Bieler Höhe. Vejen koster ca. 10 euro og er det værd. Asfalten er super.
På vest siden snoer vejen sig op i gode let kørte hårnålesving. Her kunne Allan for første gang rigtig give gas, igen trafik. På toppen af Bieler Höhe ser man til højre Silvretta dæmningen. Her holdt vi pause og fik en is. Nu gik det på vel udbygget vej nærmest lige ud mod Galtür og videre mod Landdeck. Østsiden har ikke de stor momenter. Fra Landeck kørte vi mod Fliess. En smal vej med fine hårnålesving førte os videre mod Pillerhöhe. Herfra har man en flot udsigt over dalene. Ad dårlige smalle veje gik det mod Oetz, undervejs faldt vi lige over en sted hvor vi fik kaffe og vand. Endelig kom vi til hotellet et pænt og nydelig sted. Jeg fik et godt værelse, lige et brusebad og så ned til aftensmaden. En aftenøl blev det også til hvor vi to snakkede om de næste dags kørsel. Thomas som ejer stedet og kører ture med gæsterne, tilbudte os at køre tur om mandagen til Stilfser Joch, som vi takkede ja til.
Så søndag skulle være Königsetappe, den let kørte rundtur har følgende passer : Kühtai – Brennerpass – Jaufenpass – Timmelsjoch. Søndag kl. 8:30 gennem kølige skove førte vejen os op mod Kühtai toppen, vi skulle holde udkig efter køer, som brugte de kølige morgenstunder til at græsse langs vejen. Ned igen over byen Axam – Mutters til Brennerpasset kun det første stykke er lidt interresant, for meget trafik. Under Europabroen videre mod Brenner by. Her kørte vi direkte igennem. I Sterzing/Vipiteno fandt vi vejen til Jaufenpass, men lige inden kørte vi, op mod Penser Joch. Desværre kom vi ikke helt op den snørkelde vej, det regnede.
Men vi fandt et spisested, hvor vi fik suppe. Hen til Jaufenpass går det først gennem skov, inden man så kan se toppen, her er en p-plads med en flot udsigt. Og ned igen, fra mine tidligere ture kendte jeg en god cafe, som ligger i en hårnålesving med god udsigt, her holdt vi pause. Nu ventede Timmeljoch som sidste pass på os. Den italiensk side har lidt dårlig vejbelægning og nogle mørke tunnler, den går gennem dalen indtil man ser østrampen som skruer sig op langs bjergsiden. Gennem den 1 km lang grænsetunnel, som bare er mørk går det så på bedre asfalt videre til toppen som ligger på østrisk side. Vest rampen er meget udbygget, hårnålesvingene er brede og let at køre. Her skal man betale ca. 12 euro for turen. Ned mod Sölden og gennem dalen til Alpenhotel Oetz. Nu kom mandagen og turen med Thomas til Stilfser Joch. Først gik det roligt fremad over Pillerhöhe – Engadiner Bundesstrasse – Nauders til Reschenpass. Det er her, hvor kirketårnet står i vandet. I lange brede sving går det nu ned mod fra kørsel til Stilfser Joch. Vi gjorde det, som jeg allerede har beskrevet. Noget som jeg kun gør engang, måske. Fra toppen gik det så videre til Umbrailpass en pæn lidt smal vej og med ca. 3 – 5 km sandpiste imellem. Kan køres uden problemer men dog langsom, som jeg gjorde. Nu var det Ofenpass, som skulle prøves, flotte sving og flot landskab. Man kører gennem den svejtsiske nationalpark, det var tørt og meget varm. Det sidste stykke indtil kryd
set mod Samnaun var lidt langt og kedeligt. Her skulle Thomas hjem og lave aftensmad. Vi kørte så op til Samnaun, et toldfrit område, på den gamle vej. Det var lidt af en udfordring. Dårlig vejbelægning med tunnler, som var bælgragende mørke, hugget i stenen med 90 graders sving i. Man kører så langt lige ud indtil man ser lys fra højre og så husk at dreje. Men vi kom op, tankede billigt, købte billige smøger, ned igen, krydsede grænsen til Østrig og tilbage til hotellet. Det sidste stykke vej var lidt sej, vi var begge to lidt trætte. Men på hotellet nød vi aftenøllet og et godt måltid. Tirsdag kørte vi kun en lille tur, Allan's håndled var ikke helt i orden. Men turen har også haft sine flotte landskaber og sving. Turen gik til Kaunertal op over Pillerhöhe, vejen er smuk og den korteste forbindelse fra Oetztal. Videre til Kaunertalgletscherstrasse, koster også noget, men man får et godt stykke vej. Man skal huske, at der går løse køer og geder, Allan var nød til at bremse ellers ville vi have fået gedesteg. Svingene er formidable og vejen er ikke særligt trafikeret. På toppen 2700 m er der en stor restaurant, dyrt. Herfra kan man se gletscheren, den er delvis tildækket på grund af ned smeltning. Forskel mellem tildækket og ikke er ca. 1,5 m tykkelse. Man kan herfra komme videre med en kabinebane til 3300 m højde, eller gå ned over gletscheren til en is grotte, som vi gjorde da det var gratis. Koldt var det der, så Allan havde endelig sit trumf med sin ikke aflynbare vinterkørejakke. Ellers svedte han meget mere end mig, men her frøs jeg lidt. På vej ned kørte Allan foran og jeg kunne se bremsestriben på asfalten i næsten hver sving, hvor han havde bremset, så det hvinede.
Retur igen over Pillerhöhe, som også har en god cafe med flot udsigt. Ved Wenns over på den anden side af Pitztal, gik det over smalle veje gennem skov og mark, vejen blev smallere og smallere og mere uoversigtelige.
Til sidst var vi nede på 20 km/t indtil vi igen kom til Oetz og Hotellet. Ondsdag skulle Allan køre hjem igen, så vi kørte over Hahntennjoch, mit ynglings pass, gennem Lechtal til Weissenbach am Lech over til Sonthofen/Tyskland, hvor Allan kom på motorvejen A7.
Jeg returnerede til Østrig og kørte over Namlos- passet en pæn stille vej, til Fernpasset, frygtelig at køre, målet var Nassereit Rossbach Campingplads, hvor Kim og familien har havde indbudt til kaffe, da de også var i Alperne. Efter nogle hyggelige timer gik turen tilbage til hotellet. Torsdag tog jeg Königsetappen igen, men denne gang kom jeg helt op til Penser Joch.
Turen kørte sig bedre, jeg var ja bekendt med vejen.
Fredag var det mig, der skulle hjem, det var meget varmt/hedt og på de store landeveje var der meget lastbiltrafik, så jeg besluttede at køre til A7. I Nærheden af Fulda overnattede jeg. Næste dag så ud til at være lidt køligere, så jeg besluttede at køre gennem Weserbergland, her kom jeg fra sol til regn, som først holdt efter Hannover. Nu gik det bare hjem på motorvej. Det var en god underholdene uge i Alperne, en god, men hurtig medkørende. Næste år bliver det igen i det område og hotel.
Hilsen Gregor
Thomas vores guide fra Alpenhotel Oetz på en Pan European ST 1300 og mig på en Suzuki Bandit GSF 650. Vi gjorde det, vi kørt 48 hårnålesving op til toppen af Stilfser Joch/Passo de Stelvio. Vejen er smal, 2 biler kan lige passerer hinanden og hårnåle-svingene er stejle. Allan og Thomas styrer deres mc'er suverænt med mange kilometers kørsel og årelang erfaring gennem svingene. Jeg lægger mig bag en store BMW bil, der rydder vejen. Så kommer det første Tornate 48 står der på skiltet, adrenalinen begynder så småt at virke. Der er en del trafik og BMW'en gør sit arbejde, sådan i spænd skruer vi os op, vi bliver overhalet af flere mc'er, men jeg bliver bagved.
Tornate 30 – 29 – 28 jeg tæller ned, sveden løber, det er varmt.
Banditen trækker pænt i anden gear gennem svingene, det var godt med en mindre tandhjul bag. Tornate 20 – 19 – 18 her er vi nu nået til, ved tilkørsel til nr. 17 ser jeg, oh skræk, at der kommer en bus oppe fra, jeg søger mit held i et stykke plads i svinget, hvor jeg kan stoppe og lade bussen passere.
Min gode ven den store BMW, er væk. Jeg kører videre, vejen er fri foran mig. I et lidt anden hurtigere tempo. Måske for hurtigt, for allerede i det næste sving skal jeg bremse hastigheden langt ned, fik taget svinget kort i et forkert gear, er lige ved at gå i stå – hurtig, gear skift, motoren begynder at hoste, kobling – gas alt går automatisk, bare den ikke går i stå, så vælter jeg. Efter denne lille skræk episode får jeg min rytme igen, nu kommer hårnålesvingene hurtigere, strækningen mellem svingene bliver korte efter hinanden, 10 – 9 – 8, jeg tæller med. Det sidste sving endelig Tornate 1 og jeg ruller det sidste lige stykke vej op til toppen i et langsomt tempo, slapper af. Der er mange andre, som også gjorde det, kørte 48 hårnålesving op til Stilfser Joch. Her oppe på toppen er der lidt for meget tivoli og for fuld af alle slags køretøjer og mennesker fra alle lande. Lad os komme ned igen, men ikke gennem de 48 sving, vi tager den roligere Umbrailpass med sine ca. 5 km sand/grus belagte vejstykke i mellem den ellers asfalte belagte vej. Men inden da vil jeg starte min tour beretningen fra begyndelsen.Jeg havde længe planlagt min ferie i Alperne i år. Gennem MCTouring Nyt fik jeg kontakt til Allan (fra Trolhede) som også ville køre i Alperne. Han bestilte ligesom mig overnatning hos Alpenhotel i Oetz i uge 28.
 |
| Silvretta Søen |
 |
| Super Hotel |
 |
| Europa broen - Brenner |
Så søndag skulle være Königsetappe, den let kørte rundtur har følgende passer : Kühtai – Brennerpass – Jaufenpass – Timmelsjoch. Søndag kl. 8:30 gennem kølige skove førte vejen os op mod Kühtai toppen, vi skulle holde udkig efter køer, som brugte de kølige morgenstunder til at græsse langs vejen. Ned igen over byen Axam – Mutters til Brennerpasset kun det første stykke er lidt interresant, for meget trafik. Under Europabroen videre mod Brenner by. Her kørte vi direkte igennem. I Sterzing/Vipiteno fandt vi vejen til Jaufenpass, men lige inden kørte vi, op mod Penser Joch. Desværre kom vi ikke helt op den snørkelde vej, det regnede. Men vi fandt et spisested, hvor vi fik suppe. Hen til Jaufenpass går det først gennem skov, inden man så kan se toppen, her er en p-plads med en flot udsigt. Og ned igen, fra mine tidligere ture kendte jeg en god cafe, som ligger i en hårnålesving med god udsigt, her holdt vi pause. Nu ventede Timmeljoch som sidste pass på os. Den italiensk side har lidt dårlig vejbelægning og nogle mørke tunnler, den går gennem dalen indtil man ser østrampen som skruer sig op langs bjergsiden. Gennem den 1 km lang grænsetunnel, som bare er mørk går det så på bedre asfalt videre til toppen som ligger på østrisk side. Vest rampen er meget udbygget, hårnålesvingene er brede og let at køre. Her skal man betale ca. 12 euro for turen. Ned mod Sölden og gennem dalen til Alpenhotel Oetz. Nu kom mandagen og turen med Thomas til Stilfser Joch. Først gik det roligt fremad over Pillerhöhe – Engadiner Bundesstrasse – Nauders til Reschenpass. Det er her, hvor kirketårnet står i vandet. I lange brede sving går det nu ned mod fra kørsel til Stilfser Joch. Vi gjorde det, som jeg allerede har beskrevet. Noget som jeg kun gør engang, måske. Fra toppen gik det så videre til Umbrailpass en pæn lidt smal vej og med ca. 3 – 5 km sandpiste imellem. Kan køres uden problemer men dog langsom, som jeg gjorde. Nu var det Ofenpass, som skulle prøves, flotte sving og flot landskab. Man kører gennem den svejtsiske nationalpark, det var tørt og meget varm. Det sidste stykke indtil kryd
 |
| Gletscheren |
 |
| Udsigt Pillerhöhe |
Til sidst var vi nede på 20 km/t indtil vi igen kom til Oetz og Hotellet. Ondsdag skulle Allan køre hjem igen, så vi kørte over Hahntennjoch, mit ynglings pass, gennem Lechtal til Weissenbach am Lech over til Sonthofen/Tyskland, hvor Allan kom på motorvejen A7.
Jeg returnerede til Østrig og kørte over Namlos- passet en pæn stille vej, til Fernpasset, frygtelig at køre, målet var Nassereit Rossbach Campingplads, hvor Kim og familien har havde indbudt til kaffe, da de også var i Alperne. Efter nogle hyggelige timer gik turen tilbage til hotellet. Torsdag tog jeg Königsetappen igen, men denne gang kom jeg helt op til Penser Joch.
Turen kørte sig bedre, jeg var ja bekendt med vejen.
Fredag var det mig, der skulle hjem, det var meget varmt/hedt og på de store landeveje var der meget lastbiltrafik, så jeg besluttede at køre til A7. I Nærheden af Fulda overnattede jeg. Næste dag så ud til at være lidt køligere, så jeg besluttede at køre gennem Weserbergland, her kom jeg fra sol til regn, som først holdt efter Hannover. Nu gik det bare hjem på motorvej. Det var en god underholdene uge i Alperne, en god, men hurtig medkørende. Næste år bliver det igen i det område og hotel.
Hilsen Gregor
